Tidligere beboere, som er hjulpet på fode og flyttet i anden bolig, er velkomne på Blå Kors Pensionat Taastrup i dagtimerne. Du kan spise med, hyggesnakke og deltage i udflugter, spil og sport. Tidligere beboere kaldes Husets venner.
Mange tidligere beboere på Blå Kors Pensionat i Taastrup bliver venner af huset, når de flytter ud. Ofte har de for længe siden mistet kontakt til familie, venner og tidligere kolleger. Derfor bliver beboere og personale på pensionatet deres nye netværk.
Hverken personale eller medbeboere på pensionatet siger nødvendigvis farvel for altid, når en beboer flytter. Mange tidligere beboere kommer forbi dagligt og spiser med, hygger sig og deltager i spil, sport og udflugter. Vi støtter Husets venner i deres nye relationer og netværk.
Som en af Husets venner har du en fast kontaktperson blandt personalet. Det vil sige, at der er én, som du kender godt og føler dig tryg ved. Kontaktperson holder gerne samtaler med dig hver 14. dag, efter at du er flyttet. Som regel fortsætter samtalerne i seks måneder. Har du brug for flere, finder vi ud af det.